Dagen derpå: Tsunami-beredskab bestod sin prøve
Skrevet af ADM d. 13/04/2012 06:28:11

Udvidet nyhedstekst

Både i Thailand og herhjemme er der tilfredse miner efter tsunami-varslet i går.

Hele verden holdt vejret i går. For efter et jordskælv ramte ud for Sumatras kyst, blev der udsendt tsunamivarsel, der skabte frygt for et scenarie som det, der i julen 2004 dræbte godt 250.000 i området omkring Det Indiske Ocean.

De slap med skrækken.

Varslet om mulige flodbølger betød, at tusinder af mennesker blev evakueret, blandt andet i Thailand, hvor en del danskere holder ferie i øjeblikket. Heldigvis blev tsunamivarslet afblæst, men situationen var alligevel et meget godt fingerpeg om, hvordan katastrofeberedskabet rykker i sådan en situation.

Og det fungerede godt, mener danske Kent Rausner, der har boet på Phuket i 13 år og som ejer to hoteller i henholdsvis Kata og Patong.

»Vi er kommet så langt, så det er perfekt håndteret. Jeg kan ikke forestille mig, at noget kan gøres bedre«, siger han på telefonen fra Thailand.

LÆS ARTIKEL Myndigheder afblæser tsunamivarsel i hele Det Indiske Ocean

Og Kent Rausner har noget at sammenligne med. Han var med til at evakuere Tjæreborgs, Spies' og Vings gæster, da tsunamien ramte i 2004.

Han fortæller, at der er kommet tsunami-tårne på strandene, og efter tsunamien for otte år siden betalte Finland for advarselsbøjer i vandet. Man fandt dog ud af for et halvt år siden, at deres batterier var døde, men de er siden blevet skiftet. Desuden afholder myndigheder i området hvert halve år en tsunami-øvelse, hvor lokale, turister og myndigheder deltager, og advarselssirenerne startes.

Frygt for gentagelse af 2004-katastrofen
Kent Rausner var i Patong, da jordskælvet ramte i går, men mærkede det dog ikke. Herfra kørte han til Kata til det ene af sine hoteller for at være med til at evakuere gæsterne.

»Jordskælvet skete cirka kvart over tre om eftermiddagen, sirenerne gik i gang, og 30 minutter senere var de første højtalervogne ude på gaderne og advare - både på thai og på engelsk. Politiet var ude og dirigere trafikken, og betjente blev stationeret ved kysten og holdt blandt andet øje med, om vandet trak sig tilbage. Jeg var selv var nede og kigge«.

Også Søren Hedegaard Madsen, skadechef i assistanceorganisationen SOS International, mener, situationen blev godt håndteret.

»Den store frygt var en gentagelse af katastrofen i 2004. Derfor var den positive oplevelse i går, at folk blev evakueret enormt hurtigt. Den lokale varsling fungerede med det samme, og alle kom hurtigt væk«.

LÆS ARTIKELUdenrigsministeriet: Følg de lokale myndigheders råd

Søren Hedegaard Madsen tilføjer, at SOS næsten var for hurtig til at tro, at der ville ske det samme som for otte år siden. Organisationen har derfor taget en mental note om, at ligesom busulykker altid er forskellige, er jordskælv og tsunamier det også. Det betyder, at hvis en tsunami skulle ramme igen, er det modsat i 2004 muligvis ikke evakuering af folk, der skal fokuseres på samt hospitaler og medicinsk udstyr. Men hvis infrastrukturen er brudt sammen, der mangler rent drikkevand og elektricitet, er det måske i stedet der, SOS International skal assistere.

Løb som var der udsalg i Bilka
Kent Rausner bed mærke i, at det mest var thailænderne, som var bange. Mens turisterne gik med hastige skridt op til de højereliggende områder, løb de lokale med Kent Rausners ord »rundt som var der udsalg i Bilka«.

Han bemærkede også, at mange var usikre på, hvor højt de skulle op for at være i sikkerhed for en potentiel flodbølge.

»Jeg stod 50 meter oppe, hvor jeg kunne holde øje med hotellet og med, at der ikke blev begået indbrud, mens det stod tomt. Der kom en australsk mand og spurgte, om jeg troede, vi var højt nok oppe - jeg kunne se, at folk var meget i tvivl«.

LÆS ARTIKELTelefonerne kimer hos SOS International

Nu er der igen roligt på Phuket, rapporterer han. Lige nu fejres Thailands største festival, Songkran, i hele landet, og der bliver festet:

»Den er i fuld gang nu - alt fra i går er glemt«.

I Indonesien døde i alt fem mennesker, og ét barn blev alvorligt såret som følge af jordskælvet.

kilde politiken