Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Verden på vrangen / Utroligt men sandt

Oprettet af Je suis Charlie d. 10-06-2020 13:16
#248

www.thai-dk.dk/uploads/us12qas.jpg





Efter valggyser:
Trump har vundet


Sensationen er en kendsgerning. Efter en vanvittig valgkamp har den amerikanske befolkning valgt republikaneren Donald Trump til landets næste præsident.

Det står klart, efter at Associated Press melder, at Donald Trump vandt de helt afgørende svingstater Florida, Ohio, North Carolina og Pennsylvania og dermed nåede op over de magiske 270 valgmænd, der sikrer præsidentembedet.

Trump står ifølge det amerikanske nyhedsbureau til mindst 275 valgmænd, mens Hillary Clinton var vundet 215. Politico.com giver Trump 276 valgmænd.

På årsdagen for Berlin-murens fald viser stemmesedlerne, at amerikanerne får en præsident, der vil bygge en ny. 27 år efter østtyskerne hakkede i betonen, kan Donald Trump for alvor begynde at planlægge sin mur mod Mexico.

Rustbæltet
Donald Trump var på forhånd udråbt til 'underdog' i kampen mod demokraten Hillary Clinton, men den stædige forretningsmand overraskede alt og alle. Hverken et lydbånd med vulgære kommentarer om kvinders kønsorganer eller en ordkrig mod forældrene til en dræbt soldat kunne stoppe ham.

Den 70-årige rigmands vej til Det Hvide Hus var smal, men den gik gennem det såkaldte rustbælte, midtvestens industristater, hvor den hvide arbejder støttede rigmanden, der har lovet at skrotte frihandelsaftaler og skaffe gode, velbetalte jobs.

Trump har desuden fortalt sine tilhængere, at han vil forbyde muslimer indrejse til USA, deportere illegale indvandrere og rense ud i Washingtons ’sump’ af bureaukrati.

Blev på sofaen
Allerede tidligt på valgnatten stod det klart, at Donald Trump havde fået langt flere af sine tilhængere ud til stemmestederne end forventet.

Til gengæld var der dårligt nyt for Clinton, da tallene begyndte at tikke ind. Hun fik godt nok kvinder og latinoer til stemmeboksen, men de unge, og de sorte blev hjemme på sofaen.

Meningsmålingerne havde generelt Hillary Clinton som favorit, men de undervurderede Trump-tilhængernes entusiasme, der ellers kunne ses på vælgermøde efter vælgermøde.

- Sådan ser en bevægelse ud. Kan du mærke det, sagde Trump-tilhængeren Daniel Martin forleden til Ekstra Bladet.

Nu kan USA – og resten af verden – mærke det.

Ringede til Trump
Foreløbigt har Donald Trump ikke været ude med kommentarer, men han gør klar til at tale til sine tilhængere ved en valgfest i New York.

Ifølge CNN har Hillary Clinton netop ringet til Trump og ønsket ham til lykke med sejren.

Donald Trump, der bliver den 45. amerikanske præsident, tiltræder officielt ved en ceremoni 20. januar.

http://ekstrablad...et/6394995