Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Verden på vrangen / Utroligt men sandt

Oprettet af Je suis Charlie d. 19-11-2018 12:09
#52

600 millioner mennesker mangler akut vand i Indien

05. Jul 2018 05:47:09
Indien står over for den værste vandkrise i landets historie, som truer millioner af liv, konkluderer rapport.
Indien er plaget af en katastrofal mangel på vand, der truer millioner af liv.

Der er tale om den "værste vandkrise i landets historie", konkluderede en rapport fra den statslige tænketank Niti Aayog i Indien i juni.

600 millioner mennesker - hvilket vil sige knap halvdelen af Indiens befolkning - står over for akut vandmangel. Derudover dør knap 200.000 om året på grund af forurenet drikkevand.

Vandforureningen er et enormt problem i Indien, hvor knap 70 procent af landets vand er forurenet. Forureningen er skyld i 20 procent af landets sygdomsbyrde, vurderer rapporten.

Alligevel bliver kun en tredjedel af spildevandet i Indien renset, hvormed kloakvand flyder direkte ud i floder, søer og damme - hvor det i sidste ende vil nå ned til grundvandet.

- Vores overfladevand er forurenet, vores grundvand er forurenet. Overalt bliver vandet forurenet, fordi vi ikke håndterer vores affald ordentligt, siger en af forfatterne til rapporten Avinash Mishra.

Grundvandet er desuden forurenet med kræftfremkaldende kemikalier i en sådan grad, at den bakterielle forurening ikke længere er det største problem, lyder det fra organisationen WaterAid India.

- Dårlig vandkvalitet er lig med tabet af levebrød. Folk bliver syge, fordi de ikke har adgang til sikkert drikkevand, fordi vandet er forurenet, siger direktør i WaterAid India VK Madhavan.

- Byrden af ikke at have adgang til rent drikkevand er tungest for de fattige. Det er dem, der betaler prisen, siger han.

På grund af kombinationen af national vandmangel og dårlig infrastruktur er prisen på vand steget overalt i Indien.

Store dele af befolkningen må dagligt stille sig i kø med spande og andre vandbeholdere i hænderne for at få vand fra tankvogne, som udgør en livline for de mange, der ikke har adgang til vandforsyning fra myndighederne.

Derudover forudser rapporten, at 21 storbyer - herunder New Delhi og Bengaluru - vil løbe helt tør for grundvand inden år 2020.

/ritzau/Reuters

https://denkortea...75cf306873