Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Phuket,s strande i dag

Oprettet af maichai d. 01-03-2015 05:12
#11

Ballade i paradis: Forbud hagler ned over strandene på thailandsk ferieø

Phuket strande ryddes for alt. Thailands-kender kalder situationen for »besynderlig«.

www.thai-dk.dk/uploads/ze1111.jpg

Om Phuket


Phuket ligger ud for vestkysten af det sydlige Thailand.

Øen er 543 kvadratkilometer stor og er Thailands største.

Phuket, og hovedbyen af samme navn, har gennem århundreder været handelscentrum for Andamanerhavet, men nu har turisme overtaget som den vigtigste indtægtskilde.

I 2011 besøgte næsten 10 millioner turister øen.

En række danske charterselskaber har direkte flyvninger fra København til Phuket. Fra 2002 til 2012 strømmede i alt 1.375.689 danskere til den populære ø.

Tal fra Trafikstyrelsen viser, at antallet af charterpassagerer, der fløj direkte til øen, steg fra 2.399 i 2003 til 36.758 i 2013.

Phuket blev hårdt ramt af tsunamikatastrofen i december 2004. En stor del af faciliteterne blev genopbygget i løbet 2005.

Kaos. Forvirring. Panik.

Der er gang i den på den thailandske ferieø Phuket, hvor det lokale politi forsøger at håndhæve et nyt forbud mod strandstole, solsenge, parasoller, medbragt mad og cigaretter på øens strande.

Det betyder, at turister, der normalt er vant til at hygge sig i skyggen under en parasol eller slappe af i en stol på Patong- og Kamala-strandene, nu bliver kontaktet af politiet i stor stil.

Lokale medier beretter om både grædende såvel som rasende turister, der er meget forundrede over det pludselige forbud.

Den populære ferieø, Thailands største, modtager omkring 40.000 danske chartergæster hvert år.

To af dem er 68-årige Villy Ørum Christiansen og hans hustru på 62 år fra Svendstrup i Nordjylland, der netop er kommet hjem fra deres niende ferie på Phuket. Villy Ørum Christiansen bruger ordet »ragnarok«, når han skal beskrive forvirringen på strandene, hvor det pludselige forbud er kommet som en overraskelse for de trofast besøgende turister.

»Hvis det, der foregår nu, varer ved, så er det sidste gang, vi er taget til Phuket«, siger Villy Ørum Christiansen.

»De lokale skal vide, at ældre mennesker har brug for en parasol eller en stol. De kan ikke ligge på en måtte på det bare sand. Men det er velkomsten nu. Så kan man ligge der som en flad pandekage. Og uden skygge omkommer man jo i 35 graders varme. Hvem kan holde til det«, spørger Villy Ørum Christiansen.

Militæret viser handlekraft

Baggrunden for strandballaden skal findes i det militærkup, som Thailand oplevede i maj 2014, hvor landets kupleder, general Prayuth Chan-ocha, i løbet af sommeren sendte en hær af soldater til Phuket for at rydde strandene for illegale aktiviteter.

Det betød, at ulovlige/uofficielle strandbarer, restauranter, strandstoleudlejere, massøser og boder med turistsouvenirs blev fjernet. Og nu er turen så kommet til strandstole, solsenge, parasoller, medbragt mad og cigaretter.

I første omgang gjaldt forbuddet vedrørende solsenge og strandstole kun ulovligt udlejede af slagsen, men da politiet ikke kan se forskel på udlejningsstole, og dem folk selv har medbragt, er alt nu blevet gjort forbudt.

Det er viceadmiral i den thailandske flåde Saiyna Prasongsamet, der har krævet forbuddet indført, men på netavisen The Phuket Forum efterlyser øens borgmester Chalermluck Kebsup, at der skal findes en form for kompromis i det omfattende forbud. For alt for mange turister klager over den nye situation.

Og det tror Thomas Tafteberg Jakobsen, der er forfatter til rejsebogen Turen Går Til Sydthailand og i øjeblikket følger situationen via de sociale medier, er meget vigtigt. For turisme er rygraden i Phukets økonomi.

»Det her skal de lokale myndigheder tænke over, selv om det sikkert er nogle turister, der synes, at det er godt, der bliver ryddet op«, siger Thomas Tafteberg Jakobsen, der mener, der fra myndighedernes side nok skal blive taget notits af de mange oprørte turister

»Lur mig om ikke, det her er en overgangsperiode. Udbud og efterspørgsel skal nok mødes. Sådan er det altid i Thailand«.

Ifølge Thomas Tafteberg Jakobsen har militærjuntaens ageren efter kuppet ligget meget langt fra det normale stereotype billede af thaierne som milde og føjelige.

»Militæret gør det, de synes er nødvendigt, uanset hvad folk i vesten, ngo'er eller turister synes. Jeg tror, det her handler om et opgør med den lidt mafiøse måde som aktiviteterne på Thailands strande har været forvaltet på. Militæret vil have styr på tingene. Men strandstole og sådan noget er et mærkeligt område at kaste sig over. Det er en besynderlig situation«, lyder det fra rejsebogsforfatteren.

Rejsebureau lægger pres

Star Tour er et af de selskaber, der sender danskere af sted til Phuket og også har gæster på stedet nu. Rejsebureauets informationschef Nikolai Johnsen fortæller, at Star Tour indtil videre kun har hørt positivt om oprydningen på Phuket, men mener, at uklarheden om reglerne lige nu ikke er hensigtsmæssige.

»Vi forøger via vores lokale folk dernede at lægge pres på myndighederne for at få en afklaring på situationen her og nu«.

Nicolai Johnsen siger endvidere, at Star Tour på deres hjemmeside orienterer om de nye regler på Phuket.

For Villy Ørum Christiansens vedkommende er det ikke sikkert, at Phuket står på programmet i 2016, hvis myndighederne vælger at fastholde den hårde linje på strandene.

»Så bliver det et andet sted. Bali eller De Kanariske Øer. Sådan som det er nu, er det ikke det Thailand, vi elsker«.

http://politiken....k-ferieoe/

Redigeret af ADM d. 01-03-2015 05:30