Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Keld Wulff alias Kenn Holm anholdt i Thailand

Oprettet af bamsen d. 01-07-2009 11:24
#8

http://www.vejlea...i-Thailand

Andersen 43-årige Keld Wulff fra Vejle, der i juni sidste år gik ind i Sparbank og hævede en falsk check på 5,6 millioner kr., blev i går varetægts- fængslet i fire uger

vejle: Den 27. juni 2008 om eftermiddagen gik vejlenseren Keld Wulff ind i Sparbank i Vejle og hævede en falsk check på 5,6 millioner kroner. Bagefter flygtede han til Thailand. Det danske politi fik manden efterlyst internationalt, varetægtsfængslede ham in absentia og inddrog hans pas. Men der skulle alligevel gå præcis et år, før den 43-årige bordelejer blev anholdt.

Nu er det så sket. Mandag var Keld Wulff tilbage i Danmark, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør i Kolding og varetægtsfængslet i fire uger.

Keld Wulff bedyrede i retten, at han var i god tro, da han hævede checken på 5,6 millioner. Den 27. juni havde han opdaget checken med de mange millioner i sin postkasse. Men han undrede sig ikke, for han havde længe ventet en betaling af en stor gæld fra en forretningsforbindelse. Derfor gik han samme dag ind i sin bank for at sætte pengene ind på sin konto. Ifølge Keld Wulff var det altså den lyssky forretningsforbindelse, der måtte have lavet den falske check for at bringe ham i fedtefadet.

Forretningsforbindelsen har dog en helt anden historie. Han har forklaret til politiet, at Wulff godt nok havde investeret 750.000 kroner i et byggeprojekt, som han stod for. Men da projektet faldt til jorden, fik den vejlensiske investor sine penge retur af to omgange - længe før den falske checks opdukken i postkassen. Anklageren mener derfor, at det kan være Keld Wulff selv, der fremstillede den falske check.

Da forretningsforbindelsens forklaring blev læst op i retten, var Keld Wulffs reaktion meget kontant.

- Det er noget pjat! Det er løgn! Der ligger et gældsbrev fra ham på mit skrivebord, udbrød han i retten.

Hvem af de to mænd, der står bag den falske check, bliver hovedomdrejningspunktet i sagen. Checken var nemlig en del af en serie på ca. 200 checks fra Danske Bank, der blev stjålet i 1998. Politiet arbejder nu på at finde de øvrige stjålne checks samt en mulig medgerningsmand i sagen.

Keld Wulff erkendte trods alt, at han havde indløst den falske check - dog uden at vide, at den var falsk. Han var ikke den eneste, der ikke fattede mistanke til checken. Ekspedienten ved kassen i Sparbank overførte uden problemer to gange 2,5 millioner kroner til Wulffs egen konto i banken - penge, som han straks videreførte til to thailandske kontoer.

Udover pengeoverførslerne fik Keld Wulff udbetalt 500.000 kroner i tusindkronesedler, som han tog med sig fra banken. Da pengene var sikret, tog Keld Wulff det første ledige fly til Thailand, hvor han har opholdt sig lige indtil tirsdag i sidste uge.

Keld Wulff har fordrevet tiden i Thailand med at bruge løs af alle pengene og give interviews til flere danske medier om sin uskyld i falskneriet. Men tirsdag i sidste uge faldt hammeren, da de thailandske immigrationsmyndigheder anholdt vejlenseren.

Søndag landede Keld Wulff i Danmark, hvor det danske politi tog imod, og mandag eftermiddag sluttede eventyret på anklagebænken ved retten i Kolding.

bamsen