---

Det her bliver nok en lang tråd.

Jeg vil gerne begynde med sige at jeg holder med jer allesammen, for I har allesammen ret.

Jeg har nu aldrig forstået hvorfor et forhold skulle vare til døden skiller os ad, et eller andet sted på vejen bliver man da varm på andre end den først udkårne, og det gælder for begge parter.

Selvfølgelig kan man finde kærligheden i Thailand, jeg kender flere par der har været sammen i mange år, og selvfølgelig gennemgår de også den samme følelse af at kærligheden overgår i kammeratskab og vane som danske par efter en årerække.

Jeg ved ikke rigtigt hvem der fandt på det monogame forhold, men det har sikkert været manden der ville værne om sin ejendomsret, samtidig med han kunne slå saltemotaler andetsteds.


Købedamer har altid fundets, og tak for det, selvom der jo ikke er meget forslaw i dem.

I stedet for at gifte sig med dem kan man jo gøre som os gamle søfolk og leve efter de tre F`er:
Find them, fuck them and forget them, det har altid virket for mig.

Det korte af det lange er, hvorfor gifte sig med nogen man ved er ude efter tegnebogen, er det en form for selvpineri.