Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: ØK - Østasiatisk Kompagni

Oprettet af alan d. 23-02-2021 14:23
#2

Ingeniøren har fået skrevet lidt mere om det gode skib Selandia og dets først tur til Bangkok i 1912.

Søsætningen af Selandia i februar 1912 rangerer blandt de største danske teknologiske bedrifter nogensinde. Ikke nok med at B&W tidligt havde været ude og erhverve sig patentrettighederne til at bygge dieselmotorer, den fremsynende og teknologisk begavede tekniske direktør, Ivar Knudsen, stod personligt i spidsen for en videreudvikling af motoren, som selveste Rudolf Diesel var imponeret af.

Dertil kom en modig erhvervsmand som ØK's H.N. Andersen, der med sit ønske om at kunne besejle den lavvandede indløbsflod til Bangkok så et potentiale i de pladsbesparende dieselmotorer.

Men selv om Selandias jomfrurejse fra København til Bangkok og tilbage igen i 1912 kan beskrives som et teknologisk triumftog, var det ikke uden problemer. De to ottecylindrede motorer på tilsammen 2.500 hk var nærmest prototyper, og der var på det tidspunkt absolut ingen erfaringer med at lade dem fungere som eneste fremdriftsmiddel på så lang en sørejse.

Det fik besætningen i maskinrummet i høj grad at mærke, da de varmere himmelstrøg blev nået. Temperaturen i maskinrummet blev ofte målt til 43 grader celsius, og selve maskineriet led også. Udstødningsventilerne skulle med jævne mellemrum skiftes, da temperaturen her blev målt til over 390 grader, eller langt over B&W's foreskrevne 350 grader. Der skulle også udskiftes smøreoliepumper, repareres kompressoraksler og skiftes et par stempler.

Det høje aktivitetsniveau i maskinrummet gjorde også, at forventningen om at kunne reducere mandskabet i maskinrummet til bare otte - mod et tilsvarende kulfyret skibs 25 mand - sandsynligvis ikke helt kunne holde, i hvert fald ikke i første omgang.

Ikke desto mindre var verden imponeret, og mange af de store dagblade skrev begejstret om det 'skorstensløse skib', hvilket var lidt af en tilsnigelse, da skorstenen faktisk blev ført ud ved den bagerste mast.

Men rejsen fra Selandia til vore dages højeffektive skibe har allerede vist en imponerende udvikling fra to motorer på tilsammen 2.500 hk, som førte et skib fra Danmark til Bangkok uden brug af kul, til næste generation af Maersks gigantiske Triple E-containerskibe, som vil kunne flytte 18.000 containere ved hjælp af to styk elektronisk styrede dieselmotorer på hver 43.000 hk.



Ivar Knudsen ses på dækket ombord på dieselmotorskibet "Siam" sammen med en del andre høje herrer såsom ØKs direktør H.N. Andersen og B&V direktør Martin Dessau. Også Anker Kirkegaard ses på dækket. Ivar Knudsen ses også i maskinrummet.

Redigeret af alan d. 23-02-2021 14:25