Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Art fra Risskov drømmer om et comeback til professionel fodbold i Thailand

Oprettet af alene d. 14-10-2019 10:05
#1



23-årige Art Lakhampui fra Risskov jagter drømmen om en professionel karriere som fodboldspiller i sit fødeland, der også har banet vejen som fotomodel og Nike-ambassadør



Fodbold kan føre til mange ting. Især hvis man kæmper længe nok. I 23-årige Art Lakhampuis tilfælde har det givet ham mulighed for at udleve drømmen som professionel og springe ud som fotomodel med sin helt egen undertøjskollektion.Han er født og opvokset i Thailand, men i 2003 flyttede han med sin mor og søster til Danmark.

"For mig var det stort at flytte fra Thailand til Danmark, og jeg var heldig at få muligheden. Jeg kan huske, at jeg startede med at spille fodbold dag og nat, da jeg var lille på gaderne i Thailand. Og da jeg kom til Danmark brugte jeg næsten kun tid på fodbold og at lære sproget," fortæller han på klingende aarhusiansk. Han bor med sin kæreste og deres fælles søn Oscar i en nybygget lejlighed i Risskov Brynet.

Tilbage i 2016 gik han på fodboldcollege i Ikast, hvor han blev spottet i en træningskamp via youtube af en thailandsk fodboldagent, som ville hente ham til den thailandske liga.

En bekymret mor

"Jeg taler jo flydende thai, men jeg skulle lige vende beslutningen med min mor, der var meget bekymret for mig. Det var hårdt for hende, for hun havde jo kæmpet for at få os her til landet, så hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville tilbage til Thailand," fortæller Art Lakhampuis.

Han valgte dog eventyret som professionel fodboldspiller i sit fødeland. Her blev det til det til kontrakter i den andenbedste række for Lampang FC og senere Bangkok Glass B fra den bedste række, hvor han spillede U23-fodbold.

"Et liv som fuldtidsfodboldspiller er jo noget, de fleste drømmer om, og det var en kæmpe oplevelse. Jeg blev kørt til og fra træning med privatchauffør og levede fint. Der begynder at komme flere penge i thailandsk fodbold, og det kunne jeg godt mærke, da jeg var der," siger Art Lakhampui.

Han var dog pludselig nødsaget til at tage tilbage til Danmark, da han fik problemer med værnepligt og pas i Thailand. En af de ting hans mor frygtede var netop, at han kunne blive tvunget til at aftjene thailandsk værnepligt.

"Da jeg endnu ikke er dansk statsborger, var det et problem, så jeg kom tilbage til Danmark. Jeg har netop bestået indfødsretsprøven, men venter på behandling af ansøgning til statsborgerskabet, så jeg kan blive dansk statsborger, som gør, at jeg igen kan genoptage min professionelle rejse i Thailand," forklarer Art Lakhampui.


Egen undertøjskollektion

I mellemtiden er han blevet tilknyttet et agentteam fra Trinity Sports Management Co Ltd, der synes han har en interessant historie, og det har åbnet døre som Nike-ambassadør, rejser til Dubai og senest en undertøjskollektion.

"Det er noget helt helt særligt for mig at kunne prøve det, og jeg troede ikke på det, før jeg sad med dem fysisk," siger han og tager en æske frem, hvor han pryder forsiden indeholdende boksershorts, han har lagt navn til.

"Det er jo ikke fordi, jeg skal til at vippe Ronaldo eller Björn Borg af boksershortstronen, men det er da fedt at få lov til," siger Art Lakhampui grinende. Men det er dog livet som reklamesøjle eller fotomodel-ambitioner, der fylder mest hos ham.

"Min helt store drøm er at komme på det thailandske landshold, hvis jeg får gang i karrieren dér igen. Jeg føler, jeg var tæt på at komme det, sidst jeg spillede i landet. Hele mit liv har jeg kæmpet for at nå mine mål, og jeg giver aldrig op. Min lidenskab er fodbold, og jeg er meget dedikeret," siger Art Lakhampui, der holder fodboldformen vedlige i AGF, men grundet sin agentkontrakt ikke må spille kampe.

"Men jeg er stadig ung og håber, at jeg kan spille mig til kontrakt i Thailand igen, hvor niveauet er en del lavere end her i Danmark. Hvis jeg arbejder hårdt for det og giver det tid, skal det nok lykkes," fastslår han.

kilde: https://aarhus.lo...02966.html



Redigeret af alene d. 14-10-2019 10:09